Selvom kalenderen skriver 2. maj har vi ventet tålmodigt på varmen i foråret i år. Men nu er det her endelig: Slåentræerne er sprunget ud og vi ser nu udgangspunktet for efterårets høst.
Hvis du har kigget forbi plantagen for nylig, har du måske lagt mærke til to ting: Den overvældende hvide blomstring og det tætte, gule tæppe af mælkebøtter i bunden. Selvom mælkebøtter ofte får et dårligt ry som ukrudt, er de i virkeligheden vores vigtigste allierede lige nu.
Foråret har været til den kølige side, og det betyder, at blomstringen er faldet noget senere end normalt. Men ventetiden har været det hele værd. De hvide skyer af slåenblomster står lige nu knivskarpt mod den blå forårshimmel. Den sene start er faktisk en fordel, da vi forhåbentlig har undgået den værste nattefrost, der ellers kan skade de sarte blomster og ødelægge årets høst.
De mange mælkebøtter, der lyser op mellem buskene, spiller en nøglerolle i plantagens sundhed. De fungerer som en kæmpe “neonlys-reklame” for bier og andre bestøvere. Når insekterne lokkes til af mælkebøtternes rige nektar, smutter de også en tur forbi slåenblomsterne. Det er netop denne effektive bestøvning, der lægger grundstenen til, at vi kan plukke masser af slåen til efteråret.
Vi ser allerede nu frem til de køligere måneder, når frosten har bidt i vores slåen og gjort dem klar til brug. Slåen er en fantastisk råvare, der finder anvendelse i mange sammenhænge fx Slåen gin: Den klassiske, dybrøde og lune drik.• Slåen mjød: En nordisk specialitet med masser af karakter.• Hjemmelavet gelé og sirup: Perfekt til ostebordet eller efterårets vildtretter.
Som noget særligt i år vil det være muligt at købe friske slåen direkte fra plantagen, når vi når hen til oktober/november. De er perfekte til dig, der selv vil kaste dig over produktionen af gin, mjød eller andre lækkerier i dit eget køkken. Vi håber på en stor høst, hvis vejret fortsætter med at flaske sig, men der kan komme mange benspænd undervejs der reducerer det endelige udbytte.
Hold øje med siden her, hvor vi giver besked, så snart vores slåen er plukkeklare og klar til salg.
Vil du være sikker på at få fat i årets høst? Du er velkommen til allerede nu at sende en uforpligtende forespørgsel via mail : mail@hjalmars.eu så du kan stå forrest i køen, når vi åbner for salget til efteråret.




